Projekt overview
Projektet “Games in Basic Skills Teaching” er et Erasmus+ projekt, der fokuserer på brugen af analoge og digitale spil inden for undervisning i grundlæggende færdigheder. I projektet har vi anvendt spil til at undervise specifikke målgrupper inden for dette område, bl.a. fordi spil kan inddrage nye og vigtige aspekter i undervisningen. Fx påvirker spil de undervisningssituationer, som de anvendes i, ved at de åbner for indlevelse og stimulerende aktiviteter. Samtidig bringer spil en ny form for interaktion ind i læreprocesserne, som er orienteret mod kompetencer, hvor de stimulerer blødere færdigheder, som fx kommunikation og kollaboration. Derfor kan spil i særlig grad motivere studerende, som ellers kan være sværere at nå, når spillene tilføjer legende elementer til læreprocesserne. Dermed skabes nye og bedre omstændigheder for læreprocesser, hvor læringen forankres i psykologi og nyere læringsteorier, som fx Gees læringsprincipper, begrebet “Flow” eller teorien om “Zonen for nærmeste udvikling” og “Selvbestemmelsesteori”.
Da de studerendes profiler i vores målgrupper har afveget meget fra hinanden, og udstyr og situering har været forankret i meget forskellige læringsmiljøer, har vi også anvendt en bredere vifte af forskellige spil og tilgange i projektet. I projektet har vi afprøvet både analoge og digitale spil, og vi har anvendt alt fra grundlæggende rollespil over kortspil og hele vejen til VR-spil og “Augmented Reality”-applikationer med spillignende elementer.
For mange af de involverede undervisere og studerende har det været en forholdsvis ny oplevelse at bruge spil i undervisningen. Afhængigt af hvilke spil, vi har anvendt, har underviserne derfor måttet genoverveje deres undervisningstilgang og opbygning. Det har nogle gange givet behov for en masse forberedelse, hvad angår det tekniske såvel som i forhold til at udvikle læringsdesigns, og i forhold til at lære spillene bedre at kende, for i sidste ende at kunne integrere spillene bedst muligt i de forskellige situationer og læreprocesser.
Omfanget af denne forberedelse afhænger af, hvilke spil og medier som blev anvendt i undervisningen. Fx har sociale og analoge spil, såsom brætspil eller kortspil, ikke medført så megen forberedelse i forhold til teknologi og udstyr i klassen. Her var den eneste tekniske opsætning, som var nødvendig nogle gange kun den, som skulle til for at kunne dokumentere selve undervisningen med spil gennem videooptagelse og interviews sammen med studerende og undervisere før-under-efter sessionerne. Når det kommer til at bruge computerspil eller VR- og Augmented Reality-spil i klassen, bliver den tekniske opsætning selvfølgelig mere omfattende. Men hvis denne teknologi er tilgængelig, og den i forvejen bruges i klasseværelset, fx til andre aktiviteter end spil, vil den allerede være installeret og vedligeholdt af personale, der også i forvejen er dygtige til at bruge og vedligeholde denne teknologi.
En af de helt store udfordringer af undervisning med spil, ud over det teknologiske aspekt, er integrationen af spillene i læseplanen, især ved kortere lektioner af 45 til 60 minutters varighed. Spil er sjældent designet til at indgå i så korte forløb, og derfor kan det at anvende dem i sådanne situationer kræve ekstra overvejelser af, hvordan man kan opdele spillene i mindre dele, som passer bedre til sådanne tidsrammer.
Da undervisning med spil er et meget lovende tiltag, især når det kommer til undervisning i grundlæggende færdigheder, og da formidling af vores arbejde er afgørende for projektets succes, har vi i projektet også overvejet nye måder at formidle vores erfaring til så mange mennesker som muligt. Derfor har vi dokumenteret vores arbejde med video og gennemført interviews med undervisere og projektets medarbejdere med henblik på at gøre dette materiale tilgængeligt for så mange som muligt. Vi har også oprettet en YouTube-kanal, hvor man kan finde alle projektets interviews. Vi har også tilføjet videoer, som handler om, hvordan man kan anvende spil i undervisningen samt gameplay-videoer, som kan demonstrere, hvordan spillene kan anvendes i selve undervisningen. Alt vores materiale vil også blive distribueret via sociale medier, idet vi også har oprettet en Facebook og en LinkedIn-side til projektet. Det skal sikre, at alt materiale er offentligt og tilgængeligt, og at alle er i stand til at finde projektets produkter og resultater. For også at understøtte ’Open Educational Resources’ er alle ressourcer gratis tilgængelige.
Udover denne guidebog vil der også være et åbent kursus på Canvas, som hedder ”Changing the Game”, som kan demonstrere, hvordan vi har integreret de spil, vi anvendte i vores undervisning i grundlæggende færdigheder. Her kan også findes råd om, hvordan andre kan gøre det samme, hvis man er interesseret i det. Kurset på Canvas anvender herværende guidebog som guideline og følger også vores ”10 steps to develop your teaching with games”. Men den kan også anvendes uafhængigt heraf.
.